HISTORIEN

I flere år havde Thomas Høg og Michael Mathiesen talt om at lave et band. De var begge glødende fans af Kim Larsen og deres hjerter brændte for dansk rock. Tilfældigvis brændte deres hjerter også for at lave store syngespil, hvor de elskende fik hinanden og de øvrige medvirkende døde, så den danske rock blev ved tanken – for en tid.

I 1997 begyndte Thomas rent faktisk at skrive nogle af de mange sange, han havde talt om. Mathiesen var begejstret. NU kunne de lave deres band! Så det talte de meget om i et par år…

Den lokale Unibank skulle lægge scene (eller disk) til deres debut på en kølig kulturnat i 1999. De debuterede under det funky velklingende navn HØG & MATHIESEN (Simon & Garfunkel havde ikke levet forgæves – eller måske havde de?).

Bagefter var der almindelig jubel og skulderklap på det nærliggende værtshus POPPEN (det var et par år før Mathiesen i en årrække blev forpagter derinde og med klædelig beskedenhed omdøbte stedet til – MATHIESEN). Over en kold fadøl og en whisky (singlemalt. Dobbelt, tak!) blev de enige om at det her måtte de gøre meget mere ved.Det gjorde de så ikke.

Men efter endnu nogle år begyndte det nuværende ANEMONEMAND ganske langsomt at tage form. Forskellige dygtige og pragtfulde musikere spillede med i bandet for en kortere eller længere periode. Ingen nævnt og ingen glemt. Fælles for dem var, at de alle bidrog med et godt humør og en smittende musikalitet.

Den nuværende holdopstilling: Casper Skovgaard (trommer & kor) der sammen med Jan ”O” Thomassen (bas & kor) med hård hånd og teknisk snilde styrer bandets offensive forsvar. På den kreative midtbane finder vi René Hejdmann (akustisk guitar, leadguitar & kor), der har stærk sans for spillets såvel virtuose som mere aggressive pligter. På toppen er holdets centerforward, targetman og torjäger Michael ”MicMat” Mathiesen (sang), der med sans for såvel fest, fis & ballade tilsat momentan inderlighed, sender holdets livs- og spilleglæde ud over tilskuerrækkerne. En gøgler af skin, men en kunstner af sind og kunnen.

Og nu er dette besynderlige Dream Team af herrer, der – som Nicolai Peyk har sagt det – er ”for gamle til at drømme og for unge til at lade være” på vej mod stjernerne. Eller hvor de nu havner. Det må tiden vise og det betyder egentlig heller ikke så meget. Bare de lander der sammen.